Prædiken 

Tekster taler sammen. Som Jesus og Nikodemus gjorde det i evangeliet dengang. Som vi gør det lige her og nu i en meget planlagt samtale som en gudstjeneste er. For Samtaler kan være planlagt, og de kan være tilfældige. Som når mennesker, der møder hinanden på gaden og falder i snak. Denne søndag oplever jeg, at der både er en planlagt samtale mellem læsningen fra det gamle testamente og evangeliet, men også en samtale af en mere uplanlagt slags.   

I evangeliet henviser Jesus til den lille beretning fra ørkenvandringen om et mærkeligt beskyttelsestegn: en slange på en bjælke. Nu skal dét tegn erstattes af et nyt: Jesus - hængt på en bjælke: korset. Men stadig et tegn til beskyttelse mod den slange som symboliserer djævelen. Og dét er godt at huske på!  

Men da jeg genlæste historien om ørkenvandringen, var der pludselig ét andet vers, som gjorde indtryk på mig. Dér hvor det hedder at folket mister tålmodigheden med Gud. Og også med Moses. Men altså især med Gud.   

Det slog mig, om ikke det er noget af det samme, vi oplever i vores tid. Dem der melder sig ud af kirken, gør det måske fordi de mister tålmodigheden med Gud? På en eller anden måde er at vende alting så meget på hovedet, at man knap nok ved, hvordan man skal komme videre.   

Det er nemlig sådan med selve dét at være utålmodig, at det forudsætter, at vi i det mindste er jævnbyrdige, hvis ikke jeg ligefrem skal være overordnet. Men overfor den magt, vi kender som Gud, er forskellen mellem os så uendelig, at det ikke giver mening at være ”utålmodig” med ham.  

Tag et jordnært eksempel. Hvis det nu havde været en brugsgenstand, vi talte om, en bil f.eks. så kunne det godt give mening at blive utålmodig. Mekaniker-regningerne kan blive så store, at jeg mister tålmodigheden med den gamle bil og køber en anden.  

Men se så Jorden som helhed for dig. Det er jo også en ting, som vi bruger, og alligevel giver det ingen mening at blive utålmodig. Det kan man ellers godt blive når klimadebatten raser. Man tænker måske noget i retning af: Nu må jorden snart tage sig sammen! Bare fordi vi futter lidt olie af, er det da ikke rimeligt at jorden vender op og ned på vejr og vind. 

Men det er nu engang os, der lever af Jorden, så vi kan ikke være utålmodige. Jordkloden til gengæld: Hvis den kunne tale kunne den godt anklage menneskeheden for griskhed, grådighed og utålmodighed.  

Og på samme måde med Gud. Gud er mere end alt, hvad der findes i verden. Gud er i naturens love og mere end det: Gud den magt, som er ud over al natur, som er forud for alt og som har gjort det muligt alting opstår: Som Paulus skrev det i dagens epistel: “fra ham og ved ham og til ham er alle ting.Både stoffet som vi kan sanse, og så dét i os, som vi kalder bevidsthed eller sjæl eller ånd - dét, som er inden i os og som er vores person.   

Selvom vi kan have dage, som frister os til at råbe mod Gud, så ved vi egentlig godt et sted at det bare ikke giver mening at tabe tålmodigheden med Gud.  

Alligevel er der dem, der gør det. F.eks. ved at vende sig bort fra at være med i kirker og tro. Men når man måske er det de personer, som har til opgave at stå i Guds tjeneste, os præster f.eks. eller Kirken, som man har mødt den, som man mister tålmodigheden med? 

Her er det så at evangelieteksten og læsningen fra det gamle testamente taler sammen. For rådsherren Nikodemus er også ved at miste tålmodigheden – måske med Gud, som han som rådmand med et åndeligt og politisk ansvar står i tjeneste for, måske med sig selv og sin religion: Det hedder i hvert fald at han længes efter at blive fornyet – måske på et personligt plan. Måske på et professionelt plan:    

For der er ingen tvivl om at på Ny Testamentes tid følte alle i det jødiske samfund at troens institutioner og traditioner stod i et vadested og trængte til en fornyelse. Det er ligesom hos os i Danmark i dag, hvor vi også har en fornemmelse af, at vores epoke bevæger sig bort fra kristentroen som vi kender den med hvidkalkede kirker. Vi oplever så mange tendenser: opbrud fra land til by, fremmede kulturer, individualisme, tekniske revolutioner og så videre. Sådan var ny testamentes tidsalder også: Romerriget brød alle tænkelige grænser ned. Som rådsherre har Nikodemus stået med disse spørgsmål og følt sig gammel og afviklet. Åh bare man dog kunne begynde på en frisk …   

Og så var det at Jesus talte med ham om at blive genfødt: Se hen på mig – og glem så alle disse magiske tegn og besværgelser - som f.eks. slangen på stangen, eller alle de andre magiske besværgelser, som man kender fra andre religioner. Se hen på mig, alt hvad jeg står for er tro – slet og ret. Tro uden ofre og altre med bål og uden magi.   

Tro ved i stedet at gøre de gode gerninger i det små. Som himlens fugle og markens liljer. Luther skal have sagt, at en når tømrer samvittighedsfuldt bygger et hus, som kan holde hjemmet lunt og tørt, så er dét en præstegerning. På samme måde med alle de opgaver vi hver især han, fra husmoderen til statsministeren.   

Tro ved i stedet for besværgelser at sende en stille bøn til Gud – om fornyelse, som HAN vil det. En bøn hvor vi lægger vores skæbne i hans hænder og vinder lidt livsmod igen til at tåle tidens gang.  

Vi lever i en utålmodig epoke. Måske kan dagens bibelord lære os lidt om modet til at tåle og holde ud - måske ved at folde hænderne og sende en bøn mod himlen. For der er en Gud som omgiver os forfra og bagfra. Og han ønsker ikke at noget eller nogen skal fortabes og blive til intet. Han ønsker at alle sjæle kommer hjem igen til ham med glæde. Amen 

 

Kontakt os

  • Holmsland Kirker
  • v/ Sognepræst Ole Lange
    Holmsland Præstegård
    Gadegårdsvej 3, Kloster
    6950 Ringkøbing

  • Tlf: 97 33 70 11
  • Email: hokl@km.dk
 

Accepter cookies fra dette website

Dette website bruger cookies til at følge din adfærd og for at forbedre brugeroplevelsen på sitet.

Du kan altid slette gemte cookies i dine browserinstillinger

Jeg accepterer ikke cookies Jeg accepterer kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies