Jesu kone

Ved at klikke på dette link, kan man høre en lydoptagelse af prædikenen

Hør prædiken her.

Her følger den skrevne prædiken

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Han kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas' bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet: Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren. Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.« Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: »Er det ikke Josefs søn?« Han svarede dem: »I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!« Men han sagde: »Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias' tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na'aman.« Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik.

December måned er vist for de fleste forbundet med hygge, God mad, selskabelighed. Nogen gange er det måske for meget af det gode. En af kontakterne på Facebook skrev f.eks. en statusopdatering der lød: Pyha - endnu en dag med shopping og i aften står der julefrokost på programmet.... Det er hårdt, men nogen skal jo gøre det ...Ja, der er et begreb som hedder ?julestress?. Og der er noget der hedder juleensomhed, for alle dem der ikke har noget stress at springe på.

Her i kirken er det anderledes. De fire søndage i advent har hver deres alvorlige fortælling, der maner til besindelse og alvor og eftertanke, der opfordrer os til at give bare en lille smule afkald på alt det der frister og lokker i verden omkring os og så i stedet være bare lidt mere til stede i nuet og hos næsten. Nogle vil måske kalde det for ?trist?. Men hånden på hjertet: vi ved jo godt at ligesom legemet har brug for rugbrød og ikke kan leve af lutter lagkage, sådan har også sjælen brug for eftertanke for ikke at sygne hen.

Og hvad er det så for en rugbrøds mad vi får at høre her i dag. Ja, det handler om dengang Jesus besøgte sin hjemby, og blev så skidt behandlet at han forlod den for stedse. Efter den tumult hvor de ligefrem søgte at dræbe ham hang der blot disse ord tilbage i luften, ordene om ?at ingen profet er anerkendt i sin hjemby? ? eller husker vi, hvilke ord han begyndte med: Herrens ånd er over mig. Jeg er kommet for at udråbe et nåde år for alle, selv for dem som ikke kan følge med i samfundets stress og press!

Og disse ord bliver så ord til selvprøvelse for os i dag: både som enkeltpersoner og som samfund.

Her især må vi prøve med os selv: tager jeg imod det gode budskab når jeg føler mig fattig?

Når jeg føler mig som fange ? måske som fange af tilbøjeligheder, vaner og traditioner, måske af forventninger, krav eller frygt for udviklingen ? tager jeg så imod budskabet om frigivelse: Også du, min ven kan stille dig op, og gå imod strømmen, eller bryde op fra det, der binder dig tungt til stedet. Også du, min ven har et valg. Tager jeg imod dét ord med glæde, Eller bliver det for besværligt?

Og når jeg ikke kan se klart ? når jeg føler mig som blind fordi alle disse oplysninger forvirrer mig. Nyheder fra hele verden, stort og småt, hulter til bulter mellem hinanden, så jeg ikke kan skelne mellem væsentligt og uvæsentligt ? så giver han mig et syn, så retter han sit lys på ét sted, hvor jeg kan gøre mit: peger på ét liv som jeg er kaldet til at leve i, én sammenhæng som jeg er sat til at stå i og begynde med. Tager jeg så imod dette spot-lys, som nok for mig, eller spejder ud i tusmørket efter noget der glimter mere farverigt? Er det nok for mig at være seende for dét der er mit liv, her og nu?

Er jeg tilfreds med denne lille frihed, dette enkle nådeår.

I forbindelse med begravelser hører jeg jævnligt børnebørn fortælle om den frihed deres bedsteforældre kunne give dem, og som de nu savner så meget: Det lyder f.eks. hos bedstemor, dér kunne jeg sidde på bænken med hende ude bag laden. I en solskinsstribe. Og så kunne vi tale sammen. Mens vi pillede solbær.

Dét er meget mere end alle de tilbud som legetøjskatalogerne tilbyder. Og sådan kan vi jo ?prøve? os selv på adventstidens evangelier.

Og det kan vi jo selvfølgelig også som samfund som helhed. Tager vi imod dette budskab? Nogle gange har jeg på fornemmelsen at vi som helhed tænker lidt ligesom folk i Nazaret da de sagde: ?Jesus? Er han ikke bare Josefs søn??

Hvis vi citerer noget fra vores kristne visdom, fra Bibel, salmebøger eller kirkefædre: At reaktionen så er noget i retning af, er det ikke bare noget der har med kedelige traditioner at gøre? Kunne vi ikke få noget lidt mere eksotisk på banen? Noget med karmaenergier og røgelsespinde? Noget æresfølelse og disciplin? Noget med åndemaneri og mirakler? Noget med videnskab og empirisk evidens?

Og tænk, man ved slet ikke at vi fra apostlenes tid af har en tradition hvor vi tænker over alle disse ting, og at der er grunde til at vi i kirken har anvist grænser for alt det der glimter og lokker, for vi kender bagsiderne, og vi ved: at hvert menneske skal gå sin vej, og den vej finder vi når livets valg tilbydes med respekt for sjælens kampe, uden anmasselse og kamp om opmærksomhed.

Det er første søndag i advent. En tid, der opfordrer til eftertanke, og så i stedet være bare lidt mere til stede i nuet og hos næsten. Lad os se det første lys i adventskransen som symbol på eftertanke i lyset af alt det som Jesus stod for. Amen

Kontakt os

  • Holmsland Kirker
  • v/ Sognepræst Ole Lange
    Holmsland Præstegård
    Gadegårdsvej 3, Kloster
    6950 Ringkøbing

  • Tlf: 97 33 70 11
  • Email: hokl@km.dk
 

Accepter cookies fra dette website

Dette website bruger cookies til at følge din adfærd og for at forbedre brugeroplevelsen på sitet.

Du kan altid slette gemte cookies i dine browserinstillinger

Jeg accepterer ikke cookies Jeg accepterer kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies